Farvel til Henning Munk Jensen

Det er med stor sorg, at vi har modtaget beskeden om, at Henning Munk Jensen er gået bort.
Henning Munk Jensen startede sin fodboldrejse i AaB som drengespiller i 1961 og fik debut på klubbens førstehold blot fire år senere. Som styrmand i forsvaret nåede han 392 officielle kampe for AaB’s bedste mandskab – det sjettehøjeste antal i klubbens historie siden 1885.
Gennem sin imponerende karriere bar han ofte anførerbindet og var i 1969 med til at sikre DM-bronze til AaB. På landsholdet repræsenterede han Danmark i perioden 1966-1978 med 62 A-landskampe, hvoraf han var anfører i 24 af dem.
Henning Munk Jensen blev to gange hædret som Årets Fodboldspiller i Danmark – i både 1968 og 1975 – og modtog samtidig titlen som Årets Navn i Nordjysk Idræt begge år.
Hans talent førte ham også til udlandet, hvor han i perioden 1970-1973 spillede for PSV Eindhoven, og senere fortsatte han karrieren i USA.
I forbindelse med AaB’s kommende hjemmekamp mod Hobro I.K. vil spillerne bære sørgebind, og Henning Munk Jensen vil blive mindet med klapsalver før kampstart på Aalborg Portland Park.
I denne svære tid sender vi vores dybeste kondolencer og varmeste tanker til Henning Munk Jensens efterladte.
Æret være Henning Munk Jensens minde.
På vegne af AaB af 1885 og AaB A/S