Menu

Kim Tholstrup ny U15-træner i AaB Pige Akademiet

image
Nicklas Jørgensen
24. juni 2025 kl. 12:53
Erfaren eliteprofil skal styrke talentudviklingen i det nordjyske

AaB Pige Akademiet styrker nu talentudviklingen med ansættelsen af Kim Tholstrup som ny U15-træner. Den 45-årige træner kommer til Aalborg med mere end 25 års erfaring i fodboldens verden – en karriere, der begyndte som blot 17-årig i Aarhus og siden har ført ham til både bredde- og elitefodbold.

Senest har Kim været en markant skikkelse i Eliteklubben Team Viborg/Viborg FF, hvor han gennem fem år har haft ansvaret for både U16- og U19-divisionshold. I 2023 spillede han en central rolle i genopbygningen af Viborgs U19-hold, efter en periode med nedlukning.

Udover sine klubopgaver har Kim været aktiv i talentudviklingen gennem Viborg Elite, hvor han har deltaget i morgentræning på elitelinjen i folkeskolen – et arbejde, der vidner om hans stærke engagement i pigefodboldens vækstlag.

Kim Tholstrup er A-licenstræner og har desuden erfaring fra både bestyrelsesarbejde og DBU’s pigegruppe. Med den baggrund bringer han ikke kun faglig tyngde på træningsbanen, men også værdifuld indsigt i fodboldens organisatoriske aspekter.

Privat bor Kim med sin kone Mie og deres to børn, Emma (16) og Nicolaj (14) – en ægte fodboldfamilie, hvor sporten fylder meget i hverdagen for dem alle.

Vi glæder os til samarbejdet og byder Kim Tholstrup et stort og varmt velkommen til AaB!

Luk