Et efterår fyldt med fællesskab og smil – Sportsskolen 2025 blev en kæmpe succes!

Dette års Sportsskole er én, vi sent vil glemme. Omkring 70 engagerede børn og unge deltog i årets udgave, og vi er både stolte og taknemmelige over at se så mange gengangere vende tilbage år efter år – samtidig med, at en masse nye ansigter fandt vej til AaB i efterårsferien.
Fodbold, esport og floorball viser hvert år, hvad vores flerstrengede forening står for: fællesskab, glæde og udvikling på tværs af sportsgrene. I år blev formatet ændret en smule, så hver afdeling fik sin egen dedikerede dag. Det gav mulighed for at gå mere i dybden med hver sport – og deltagerne fik et bedre indblik i, hvad de enkelte grene kan tilbyde.
En særlig tak skal lyde til de mange frivillige, der endnu engang gjorde Sportsskolen mulig. Jeres energi, smil og engagement gør en kæmpe forskel – og det er netop jer, der skaber de oplevelser, som de unge tager med sig hjem.
Vi håber, at Sportsskolen har givet deltagerne lyst til at blive en del af foreningslivet og opleve det stærke fællesskab, som AaB står for. Måske har vi endda fået nogle nye medlemmer i vores afdelinger.
Til sidst skal der lyde en stor tak til Skipper Clement Skolen, som endnu engang har været en uvurderlig støtte og samarbejdspartner.
Tak til alle, der gjorde Sportsskolen 2025 til noget helt særligt – vi glæder os allerede til at gentage succesen næste år!