Børge Bach Andreasen
AaBs 19. formand (1992-1994)
Direktør (f. 20.1.1945)
Børge Bach var en overgangsfigur i de svære år i starten af 90’erne, men hans betydning for klubben rækker langt ud over hans to år som formand. Han beklædte positioner i AaB på alle tænkelige niveauer, lige fra den lille dreng, der deltog i boldlegen på det gamle stadion, via spiller, anfører og rekordholder for det bedste hold til formand og senere administrerende direktør. Som spiller opnåede han 348 officielle kampe og 77 scoringer, og han huskes især som pokalhelten fra 1970, hvor hans to mål sikrede sejren over Lyngby.
I 1992 trådte han til som direktør for AaB A/S og forlod dermed en sikker karriere i elsektoren for at redde sin hjerteklub. Det var Børge Bach, der i 1993 navigerede klubben sikkert uden om en truende konkurs og efterfølgende satte den professionelle retning med fuldtidsspillere og børsnotering. Under hans ledelse vandt AaB sine to første danske mesterskaber i 1995 og 1999 og skrev historie som den første danske klub i Champions League.
For sit utrættelige arbejde modtog han AaB’s guldnål, og hans eftermæle lever i dag videre gennem "Børge Bach Huset" på Hornevej. Børge Bach døde i 2016, 71 år gammel.